Østerbro Lilleskole har pædagogbemandet fritidstilbud til alle børn fra børnehaveklasse til og med 6. klasse – SFO for børnehaveklasse til 3. klasse og klub for 4. til 6. klasse.
De pædagogbemandede aktiviteter er forbeholdt børnehaveklasse til 6. klasse, men 7. til 9. klasse må meget gerne opholde sig på skolen om eftermiddagen og deltage i aktiviteter, hvis der er plads og rum til det. Vi inviterer udskolingens elever til at ”hænge ud” og hygge sig på egen hånd. Vores erfaring er, at de samles om elevdrevne aktiviteter som sport, leg, lektier m.m.
Glidende overgang fra skole til fritid
Pædagogteamet planlægger SFO og klub-aktiviteter på tværs af aldersgrupperne. Pædagogerne tager imod børnene efter endt undervisning. Skolens og fritidens medarbejdere har et stærkt samarbejde, så overgangen mellem skole og fritid er flydende. Børnene kan eksempelvis arbejde videre med en spændende skoleopgave om eftermiddagen, hvis de har lyst til det.
Der er er masser af tryghed, socialt samvær og spændende og lærerige aktiviteter og værksteder i eftermiddagstimerne. Hele skolens område inviterer til udendørs aktivitet. Vi er udendørs i en stor del af året næsten uanset vejret.
Vi er optaget af, at børnene fastholder og udvikler gode relationer og venskaber hele dagen igennem. Eftermiddagens friere rammer er med til at skabe nye relationer på kryds og tværs af alder og interesser.
Alle skolens børn kan få lidt eftermiddagssnacks eller frugt midt på eftermiddagen.
Skolen lukker kl. 16.45 alle dage.
Morgenpasning
Skolen åbner hver morgen kl. 7.30. Vores faste morgenåbnerne tager imod og hygger om de børn, der møder, inden undervisningen begynder kl. 8.15 (fredag kl. 10).
Mandag til torsdag er der en morgenåbner til stede. Fredag er der to-tre morgenåbnere på skolen frem til kl. 10, mens skolens øvrige medarbejdere holder møder.
Sommer-SFO/klub og ferier
I skolesommerferiens første og sidste uge kan børnene fra børnehaveklasse til 6. klasse deltage i sommer-SFO/klub, hvor vi hygger på hele skolens område. Vi nyder, at der er skolefri, vi laver bål, bruger hele skolens område og tager på dagsture til stranden og ud i skoven m.v.
I ugen før skolestart siger vi hej til de kammerater og voksne, vi ikke har set i mange uger. I denne uge kommer der mange af de nye børnehaveklassebørn og deres forventningsfulde forældre. Dem tager vi godt imod, så det hele begynder trygt og godt for dem.
Sommer-SFO/klub er åben kl. 8 til 16.
Bortset fra de to sommeruger følger SFO/klub skolens ferier.